• Mads Pedersen jagter sejren i Københavns gader

    来源: BDK Borsnyt / 23 7月 2025 01:20:31   America/Los_Angeles

    Mere end 100 år efter monumenter som Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Flandern Rundt blev kørt første gang, skal nogle af verdens bedste cykelryttere som Mads Pedersen nu kæmpe om sejren i et World Tour løb på dansk asfalt. Det sker, når rytterne i denne weekend drager ud på ruten fra Roskilde over Nordsjælland til den afsluttende rundstrækning i København. Mens København og Danmark tidligere har været vært for både verdensmesterskab og Tour de France, er det første gang et officielt World Tour løb afvikles i hovedstaden. Det betyder, at verdens bedste hold, som Lidl-Trek, Alpecin-Deceuninck og Team Visma/Lease a Bike, stiller til start. Efter et forår med sejre i blandt andet Gent-Wevelgem og Giro d’Italia er Mads Pedersen blandt de absolutte favoritter til sejren i Copenhagen Sprint, der som navnet antyder formentlig vil blive afgjort med en massespurt. Der kan dog også være mulighed for et udbrud på de smalle snoede veje i Nordsjælland, og især tour- og giroetapevinder Kasper Asgreen, der stiller op for det danske landshold i løbet, kan have en chance for at snyde sprinterne. Den rene sprint Det er Jens Kasler fra Danmarks Cykle Union, der har designet ruten. »Hele ideen med ruten er at få Nordsjælland med i en kombination af store og små veje. Vi kommer forbi slottene i Hillerød og Fredensborg og ud på Strandvejen. Jeg har med vilje haft den indstilling, at det ikke skulle være for kompliceret med brosten og grusstier. Vi har at gøre med verdens bedste sprintere, der kommer til København, og de skal udfolde sig i deres rette element,« siger Jens Kasler. Hele arrangementet varer hele weekenden, og der er masser af underholdning langs ruten og især i start- og målbyen. Kvindernes løb starter ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde lørdag kl. 13.20, mens mændene stævner ud samme sted søndag 10.45. Herefter skal kvinderne ud på en 151 km rute, der blandt andet kommer forbi Frederikssund og Hillerød, inden opløbet og tre omgang i København. Mændenes rute er på 236 km og passerer også Fredensborg og snuser til Strandvejen ved Humlebæk for at slutte med fem omgange på den 11 kilometer lange rundstrækning i København inden løbet bliver afgjort på målstregen ved Statens Museum for Kunst. »Jeg kørte rundt i København for at lede efter en opløbsstrækning, og da jeg kom til Statens Museum for Kunst, havde jeg fundet den. Der har vi den brede vej og det historiske, og fantastiske billeder af Nyboder, museet, Kartoffelrækkerne og søerne,« siger Jens Kasler. Her er rytterne i København Rytterne kører ind i København via Frederiksberg og Zoologisk Have inden den 11 kilometer lange rundstrækning, hvor de passerer forbi Statens Museum for Kunst, Nyboder, Kongens Have, Botanisk Have, Rådhuspladsen, Dronning Louises Bro, Assistens Kirkegården, Nørrebros Runddel og Sankt Hans Torv. Flere steder vil der være mulighed for at se rytterne begge veje på rundstrækningen. Kvinderne kører rundstrækningen tre gange lørdag fra omkring klokken 16.20, mens mændene nupper fem omgange fra klokken 14.45 søndag. Hele weekenden er der særlige events med talks og streetsport ved Nørrebros Runddel og Sankt Hans Torv, og i Østre Anlæg er der en cykelfestival med musik og show for de mindste og jazz og Savage Rose for de ældre. Der er også mulighed for selv at køre på rundstrækningen lørdag, inden kvinderne suser mod mål. Mads Pedersens hjemmebane Løbet bliver afviklet så tæt på Tour de France, at nogle af verdens allerbedste sprintere springer over for ikke at udsætte sig selv for skader op til Touren. Men der er stadig profiler som Team Visma/Lease a Bikes skarpe hollænder Olav Kooij, der vandt den afsluttende etape i Rom under Giro d’Italia. Også navne som Dylan Groenwegen, Phil Bauhaus, og Sam Welsford er blandt favoritterne. Mads Pedersen har hjemmebane fra start i Roskilde tæt på Tølløse, hvor den eksplosive dansker siden barndommen har kørt solen sort i al slags vejr på sin vej til den absolutte verdenselite inden for sit felt. Han ser frem til at kunne vise, hvad han kan, foran et hjemmepublikum. »Jeg glæder mig virkelig til at køre foran hjemmepublikummet i Copenhagen Sprint, og jeg håber, at rigtig mange cykelfans vil komme og se løbet på tæt hold. Efter en god pause siden Giroen føler jeg mig stærk og motiveret, og forhåbentlig kan vi give fansene et godt show,« siger Mads Pedersen i en pressemeddelelse. Hos kvinderne er de danske profiler især Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard Bjerg, der begge er uden sejre i år. https://www.berlingske.dk/indland/mads-pedersen-jagter-sejren-i-koebenhavns-gader
分享